Hvem var Joseph Pilates

Pilates er en træningsform der blev udviklet af tyskeren Joseph Hubertus Pilates i 1920´erne.

Som barn havde han været meget svagelig og syg. Drevet af ønsket om en stærkere krop begyndte Pilates i teenageårene at styrketræne, bokse og dyrke yoga. Træningen var så intens, at tyskeren blev ekspert i en lang række sportsgrene.

Som 32-årig flyttede Pilates til England, hvor han bl.a. ernærede sig som professionel bokser og cirkusartist.

Da 1. verdenskrig brød ud, blev han som tysk statsborger interneret. Det var her, Pilates udviklede sit unikke træningssystem, som han bl.a. brugte til at genoptræne sårede britiske soldater.

Det er måske derfor de fleste øvelser udføres liggende.

Efter krigen emigrerede Joseph Pilates til USA, hvor han fik sit eget Studio i New York. Her blev han hurtigt anerkendt især blandt dansere og pilatesøvelserne var dengang forbeholdt dansere, skuespillere og topidrætsfolk.Først i 70'erne blev Pilates kendt i Europa, først og fremmest i England.